Idealist og igangsætter
Marie Jørgensen (1846 - 1920)

blev uddannet som lærer ved Nathalie Zahles Seminarium. Her blev hun inspireret af tanken om, at unge mennesker, især piger, skulle have mulighed for undervisning for deres egen udviklings skyld.
Denne tanke realiserede hun i 1879 ved at begynde på sin egen skole, som udviklede sig til den skole, som kendes i dag.

1879 Marie Jørgensen begyndte 1. sep. skolen i et par lejede lokaler i Overgade 61. Den bestod af en højskoleafdeling for unge piger samt en afdeling for kommende privatlærerinder. Desuden var der privatundervisning for 3 børn.

1881 Børneskolen blev oprettet med 4 elever, og skolen flyttede til Albanigade 15, hvor der også blev indrettet kostskole.

1883 Skolen flyttede til Albanigade 13.

1884 Realskole for piger begyndte.

1893 Skolen flyttede ind i ny bygning på Skt. Hans Plads.

1895 Studenterkursus for Unge Piger og Drengeskolen oprettedes. Husholdningsskolen begyndte, men eksisterede kun i nogle få år.

1900 Drengeskolen flyttede ind i ny bygning i Nyenstad.

1914 Drengeskolen blev solgt fra, men fortsatte som se1vstændig skole i bygningen i Nyenstad.

1920 Marie Jørgensen døde, og skolen blev solgt til skolebestyrer C. J. Lehn, som fortsatte med Pigeskolen, mens andre afdelinger ophørte. I de næste år fandt omfattende indvendige ombygninger sted.

1937 Pigeskolen opførte en tilbygning, som indeholdt klasseværelser og aula.

1965 Den Selvejende Institution Marie Jørgensens Skoler oprettedes. . Den bestod af Marie Jørgensens Pigeskole med Odense Studenter kursus og Marie Jørgensens Drengeskole med Kursus af 1878.

1969 En reel sammenlægning af Pigeskolen og Drenge skolen til fællesskole fandt sted.

1974 Skt. Hans-bygningen fik tilbygget et nyt trappetårn.

1978 De to kurser blev nedlagt.

1998 Der opførtes en toetagers tilbygning med bl.a. ny gymnastiksal.

Idealist og igangsætter

Ane Dorthe Marie Jørgensen blev født 22. maj 1846 i Skalbjerg skole, men tre år efter flyttede familien til Baaring, hvor faderen havde fået stilling som lærer.
Her fik Marie sit barndomshjem sammen med to søstre og tre brødre.
Det var et af den tids mange ansvarsbevidste og kulturskabende lærerhjem, der var præget af frihedsbølgen fra 1848, kristent vågent og med litterære interesser. Skolegangen for de seks søskende tog faderen sig af, og efter konfirmationen begyndte Marie som privatlærerinde, bl.a. hos godsejer Petmann, Frisenvold ved Randers.
I 1872 rejste hun til Nathalie Zahles skole i København, hvor lærerindeeksamen blev bestået året efter.
Derefter vendte Marie tilbage til Frisenvold, hvor hun opholdt sig til godsejerens død. Herefter fulgte et par andre pladser som privatlærerinde, bl. a. hos Grev Ahlefeldt, Vestergaard på Langeland og senere hos pastor Plesner i Vedersø, hvor hun i et par år underviste en 14 års dreng samt en noget yngre pige.
Marie rejste derpå til Odense, hvor hun underviste på Julie Heins skole.
Det var i Odense, at hun fik sit andet hjem i den Brandtske Købmandsgård i Vestergade. Der fik hun også støtte i tankerne om at begynde en skole for unge piger.
Denne skole skulle bygge på Grundtvigs højskoletanker, men også inspireret af Nathalie Zahle, som var forkæmper for, at unge piger skulle have mulighed for en undervisning for deres egen udviklings skyld.

Den 1. september 1879 blev tankerne omsat til virkelighed, idet Marie Jørgensens Skole for voksne Piger begyndte i et par mindre lejede lokaler i Overgade 60.

Formålet med skolen var at give unge voksne piger lejlighed til at udvide deres kundskaber fra børneskolen og tilfredsstille deres trang til åndelig udvikling i al almindelighed. Da der var gået et år, opstod behovet for at oprette en afdeling for unge piger, der ønskede en uddannelse , så de kunne søge beskæftigelse som privatlærerinder eller indstille sig til den offentlige lærerindeeksamen. Flere af pigerne kom fra forskellige egne af landet, idet der var mulighed for at få kost og logi på skolen. Der vides ikke noget om det arrangement før i 1883.
Frem til 1881, da børneskolen begyndte, blev der givet privatundervisning til nogle få børn.

Marie fik også tid til i 1882 at udgive:
Kirkelig Læsebog.
Hensigten med denne bog var ”at give de unge Piger, der kommer ud blandt Fremmede som Lærerinder og ofte maa undervise større Børn i Kristendomskundskaber, det Raad, at lade den almindelige Undervisning efter Bibelhistorie og Lærebog, med mundtlig Forklaring til, hyppig veksle med jævne, mere alvorlige og hjertelige Samtaler om Kristendommens Plads i vort daglige Liv, støttende paa Oplysninger om vore Kirkeskikke, vore Festdage m.m.”.
I 1904 blev udgivet et hefte med Skovturssange 1887 – 19o4, som var forfattet af Marie.

Lokalerne i Overgade blev efterhånden for trange, så skolen flyttede i 1881 til Albanigade 15 og to år efter til Albanigade 13.
Indtil 1884 havde skolen ikke haft nogen form for undervisning, der førte frem til en eksamen, men det år blev oprettet Realskole for unge Piger, som efter 3 års undervisning afsluttedes med præliminæreksamen.

Igen var det blevet for småt med plads, så i 1893 flyttede skolen ind i en ny bygning på Skt. Hans Plads. Her var plads til de forskellige afdelinger, som Marie havde sat i gang.
Skolen bestod af flg. afdelinger:
Børneskolen,
Realskole for unge piger,
Højskoleafdelingen,
Afdelingen for vordende lærerinder samt som en nydannelse dette år en husholdningsskole.
To år senere blev skolen yderligere udvidet med Kurset til Artium, studentereksamen, for unge Kvinder samt Drengeskolen, som i 1900 fik sin egen bygning med plads til drenge som kostelever. Denne afdeling af skolen blev solgt i 1914 og videreført under navnet, Marie Jørgensens Drengeskole.

Skolen havde fået større lokaler, så nu kunne inviteres til en månedlig foredragsaften, ikke alene for skolens elever, men for alle interesserede i byen. Foredragene var hovedsageligt af kultur-, litteratur- eller kirkehistorisk indhold, og talerne var fortrinsvis lærere eller præster fra forskellige steder i landet.

Der var stor respekt for det arbejde, som Marie udførte ved skolen. Det kom tydeligt frem, da skolen den 1.september 1904 fejrede 25 års jubilæum. 150 mennesker deltog i en fest på Industripalæet. Det var fortrinsvis tidligere elever, lærere samt repræsentanter fra skoler og kirker i byen. Fra mange sider lød en tak til Marie for alt det, som hun havde sat i gang .
Et synligt bevis var en adresse med flere hundrede navne samt en større pengesum, som skulle anvendes af hende personligt.

Kosteleverne havde Marie et specielt forhold til. De 20 – 25 unge piger skulle have det godt i deres andet ”hjem”.
I dagligdagen var der kun få regler, som skulle overholdes. Men det forventedes, at hver især af de unge piger ville bidrage sit til, at der var orden og hygge. Ligeledes skulle en venlig og overbærende tone herske mellem de unge piger indbyrdes. I fritiden blev der sørget for, at kosteleverne kunne deltage i foredrag, teaterforestillinger samt de berømmelige baller i Fruens Bøge. Det var ved disse lejligheder, at Marie spadserede af sted med sine ”Mariehøns”, som pigerne blev kaldt i byen.
Marie blev kaldt Moster af kosteleverne. Årsagen til navnet skyldtes, at hendes nevø i 1895 kom fra Australien for at gå i en dansk skole.
Det vides ikke, om navnet blev anvendt offcielt.

Strenghed og reserverethed var ord, som tidligere elever ofte brugte i deres omtale af Marie.
Hun kunne selv spøge med det. ”Sid nu ikke der som Ænder i Tordenvejr” kunne hun sige til en klasse, der var imponeret af bestyrerindens nærværelse. Det var med frygt og bæven, man stillede på kontoret for at få den udskrevne stilebog påtegnet, ofte fulgt af en humoristisk bemærkning med en ironisk antydning.
Smålighed lå hende fjernt, og hun var ikke bange for at række en hjælpende hånd.
Tidligere elever fortæller enstemmigt, at hendes undervisning i dansk og religion bar præg af ”det levende ord”, og at hun lige så meget ville meddele kundskaber som vække interesse. Hun var en forstandig og hensynsfuld vejleder over for den efterhånden store gruppe af medarbejdere, der var knyttet til skolen.
Hvad der angik hendes egen person, var hun tillukket og tilbageholdende.

Marie døde den 10. januar 1920 i en alder af 73 år. Dagen efter begravelsen var der følgende omtale i Fyens Stiftstidende: ”Skolebestyrerinde, Frk. Marie Jørgensens Jordefærd foregik igaar Eftermiddags Kl. 2 under overordentlig stor Deltagelse fra Skt. Hans Kirke. Kisten var dækket af et Væld af Kranse, og i Følget, der fyldte Kirken til sidste Plads saas en Mængde af Skolens tidligere Elever samt .ere af Byens Præster med Biskop Balslev i Spidsen, Latinskolens Rektor og talrige Lærere og Lærerinder.
Før Talen sang man ”Den store, hvide Flok vi se”, og derefter talte Pastor Lange, gaaende ud fra Mark.14, 3-9 ”Jesus salves i Bethania”. Kvinden, som salvede Jesus, gjorde, hvad hun kunde, og det kunde med Sandhed siges om Frk. Marie Jørgensen, at hun i sin Skolegerning havde gjort alt, hvad hun kunde.Hun havde Kærlighed til sin Gerning, og denne vil derfor sætte Spor i de kommende Slægter. Hun var i Modsætning til mange Mennesker i vor Tid, der vil rive ned, af dem, der vil bygge op. Hendes kæreste Timer havde været Religionstimerne, og sin Gerning havde hun gjort med stor Glæde, fordi hun fik kræfter til den fra Gud. Hendes Plads havde været ved Jesu Fødder, og derfor blev hendes Liv til Velsignelse for mange.

Et Kor af Skolepiger sang ”Dejlig er Jorden”, og Fru Julie Rosenberg sang fra Orglet ”Jeg er træt og gaar til Ro” og bidrog til at gøre Højtideligheden stor.
Efter Talen sang man ”Er Livet alt li.igt hernede”, hvorefter Kisten førtes til Kirkegaarden, idet Drengeskolens Elever gik foran og Pigeskolens bagefter, hvorpaa Følget fulgte. Pastor Lange forrettede Jordpaakastelsen.”

Efter Maries død arvede hendes nevø, V. Appelt, skolen, som blev solgt til skolebestyrer C. J. Lehn, der førte Realskolen videre.

Marie Jørgensens Skole · 1879 – 1893

Den 5. april 1879 stod i Fyens Stiftstidende følgende annonce:

J.Bruhns Skole for voksne Piger tager sin Begyndelse 1. September d.A. Dens Maal er som Fortsættelses Skole at optage saavel sproglige som danske Fag og straks bibringe de Unge den Sans for Grundighed i, hvad de tilegner sig, som er nødvendig for at have Glæde og Nytte deraf.
Nogle unge Piger kunne bo paa Skolen, hvor der vil blive sørget for at de kunne føle sig hjemme.
Nærmere Oplysning om Skolens Undervisningsplan, Lærerkræfter, Betalingsforhold og andre Enkeltheder gives af undertegnede, der også efter Paaske modtager Indmeldelser af Elever.

Odense den 2. April 1879.
Marie Jørgensen Jørgen Bruhn
Vestergade 78. Thorsgade 64.

Den 19 juni og flere gange senere var flg. annonce indrykket:

Marie Jørgensens Skole for voksne Piger tager sin Begyndelse den 1. September. – De unge Piger, der vil søge den, bedes at indmelde sig inden Sommerferien.
Enhver nærmere Oplysning om Skolen faaes paa Opfordring.
Marie Jørgensen, Vestergade 78.

Den 26. august blev følgende meddelelse bragt, ligeledes i Fyens Stiftstidende:

Marie Jørgensens Skole.
De indmeldte Elever bedes at møde paa Skolen, Overgade 60, St.,
Mandag den 1. September Kl. 11.
Marie Jørgensen.

Skolen begyndte i et par lejede lokaler med et bord, nogle stole og lidt andet tilfældigt bohave.
Der blev undervist i dansk med litteraturhistorie, verdenshistorie, Nordens historie, naturhistorie, naturlære, bibelhistorie, engelsk, tysk og fransk. Undervisningen fandt sted på hverdage mellem kl.9 –14.
Da skolen begyndte var der tilmeldt 7 elever, som i løbet af året voksede til 19. Nogle elever deltog i alle fagene, mens andre kun i et enkelt eller to.
Grundtanken for skolen byggede på Grundtvigs ide om at give unge mulighed for at udvikle deres kundskaber fra børneskolen. Desuden også på Nathalie Zahles ide om især at give unge piger muligheder.

Det blev i løbet af kort tid nødvendigt at dele skolen i et par afdelinger inden for de almindelige danske fag, så alle kunne få udbytte af undervisningen.
Nogle kom for deres egen udviklings skyld, andre deltog i undervisningen for at uddanne sig til privatlærerinder eller indstille sig til den offentlige eksamen for skolelærerinder. For den sidste gruppes vedkommende skulle suppleres med fagene pædagogik, sjæle- og tankelære.
Skolens fag blev udvidet året efter med håndarbejde og sang.

Den 18.oktober 1881 flyttede skolen til Albanigade 15, da der var blevet for trange forhold i Overgade.
Skolens lokaler blev året efter udvidet med en etage, så kosteleverne fik bedre forhold.
Det var også dette, der førte til, at skolen blev anerkendt som undervisningsanstalt, hvilket medførte, at den fik økonomisk understøttelse fra Sorø Akademis midler. Desuden fik skolen tilladelse til, at dens ubemidlede elever kunne søge økonomisk hjælp samme sted fra til at dække skolepengene.

Skolen bestod nu af flg. afdelinger:
1. Afdelingen for vordende lærerinder, som var to årig, hvor unge piger over 17 år kunne deltage.
2. Højskoleafdelingen for unge piger over 15 år. 3. Forberedelsesklasser for piger fra 13 år.
Fra skolens begyndelse havde været tilbudt privatundervisning af nogle piger, men nu blev der tale om en børneskole for piger fra 13 år.

Skolen havde fået større lokaler, så nu kunne inviteres til en månedlig foredragsaften, ikke alene for skolens elever, men for alle interesserede i byen. Det blev en tradition, som fortsatte til højskoleafdelingen blev nedlagt. Foredragene omfattede fortrinsvis emner af kultur-, litteratur- eller kulturhistorisk indhold. Talerne var almindeligvis lærere eller præster fra forskellige steder i landet.

Den 14.april 1883 var det igen .yttedag, denne gang til Albanigade 13.
Året efter begyndte Realskolen for unge Piger, som førte frem til præliminæreksamen. Den bestod af en forberedelsesklasse og to etårige eksamensklasser.
I førstnævnte klasse blev givet undervisning til unge piger, der kun havde få eller spredte forkundskaber, så de havde mulighed for at kunne følge med i eksamensklasserne.
To år efter bestod tre piger præliminæreksamen, men da skolen ikke havde eksamensret, måtte eksamen aflægges som privatist på Odense Katedralskole. I løbet af det næste år fik skolen, som den første skole for unge piger udenfor København, ret til at afholde eksamen.

I 1885 blev forberedelsesklasserne organiseret som en egentlig børneskole med 8 etårige klasser.
Målet for arbejdet i børneskolen var:” at den 14-årige Pige kan staa ved afslutningen af sin Barndomsundervisning som et velopdragent Barn, en venlig og tjenstvillig Kammerat, en lærvillig, pligttro og samvittighedsfuld Skolepige; naas dette, da er det Skolens Haab, at hun ogsaa i aandelig Udvikling og i Kundskaber er naaet saa vidt, at hun er i Besiddelse af de i vore Dage almindelige elementære Kundskaber i de sædvanlige Skolefag og Færdigheder, er godt og grundigt inde i Begyndelsesgrundene af de brugelige fremmede Sprog i Tysk, Engelsk og Fransk samt Indledningen til Mathematik, i de to sidstnævnte Fag er Deltagelsen frivillig”.

Børneskolen var beregnet på 8 etårige klasser.
I 1.-2. klasse (5 – 7 år) lærte eleverne at læse trykt skrift, begyndelsesgrundene i regning, skrivning og håndarbejde, desuden blev der fortalt bibelhistorie, sagnhistorie, geografi og naturhistorie samt lært sange udenad.
I 3. klasse fik eleverne bøger til bibelhistorie, geografi og Danmarkshistorie. Tegneundervisningen begyndte også i denne klasse.
I 4. klasse begyndte undervisningen i tysk, og lektielæsning blev mere almindeligt, men der blev lagt vægt på, at børnene lærte at lytte, når læreren fortalte.
I 5. klasse begyndte undervisningen i engelsk, og i 7. klasse blev tilbudt fransk, hvis det ønskedes. Det samme var tilfældet med matematik i 8. klasse.
Efter 8. klasse kunne eleverne fortsætte på Realskolen og i løbet af 2 års undervisning forberede sig til præliminæreksamen.
Den daglige undervisning fandt sted fra kl. 8 til kl. 14, dog var gymnastiktimerne for 7. og 8. klasserne efter denne tid. Der blev givet karakterbog med hjem hver mandag, dog kun en gang om måneden for 8. klasse.

I skoleåret 1888 – 89 begyndte Aftenskole for Kvinder, som kun eksisterede dette skoleår. Den henvendte sig til unge kvinder, som havde arbejde om dagen, men ønskede at udvide deres kundskaber i dansk, historie, engelsk, regning og matematik.

I 1890 blev der forsøgt at afholde et kursus til Uddannelse af Lærerinder for Smaaskoler.
To år efter blev igen forsøgt med et Kortvarigt, udvidet Lærerindekursus.

Tilsyneladende var det i 1890 en husholdningsskole begyndte. Der blev optaget 2 – 3 unge piger hvert år, senere udvidet til 4.

Der var i disse år god tilgang af elever. Det var børneskolen og Realskolen, der havde den største tilgang, idet elevtallet i 1892 i disse to afdelinger var på 132.
Der var ved at blive trangt i Albanigade, så det blev besluttet, at der måtte .ndes andre lokaler.
Der blev købt en byggegrund på Skt.Hans Plads, hvor en ny skolebygning blev opført og indviet i 1893.

Skolen på Skt. Hans Plads · 1893 – 1920

Før 1891 lå nogle små huse ved Skt. Hans Plads. De blev af sundhedskommissionen i byen erklæret som sundhedsfarlige og blev derfor nedrevet.
Da Marie Jørgensens Skole havde pladsmangel, blev købt en byggegrund på dette område og opført en skole, som blev indviet i 1893.

Nu lå skolen meget centralt i byen, tæt ved centrum og banegården. Den fik som naboer Skt. Hans kirke, præstegården, Odense slot og Slotshaven, som den nuværende Kongens Have blev kaldt.
Bygningen blev indrettet med en gymnastiksal og nogle klasseværelser på de to første etager. På tredje etage fandtes en mindre lejlighed til Marie samt køkken, spisestue og dagligstuer til kosteleverne. Over gymnastiksalen blev indrettet værelser til kosteleverne.
I hvert klasselokale stod en stor sort kakkelovn, desuden var installeret en toarmet gaslampe til belysning. Der var indlagt vand, men kun en enkelt vandhane på hver gang samt i køkkenet. Desuden blev anlagt en have bag skolen ud mod Slotshaven. I første klasse sad eleverne på stole om et stort bord, men i de øvrige klasser sad eleverne på bænke ved pulte.
Faglokaler eksisterede ikke, så lærerne i håndarbejde havde hver en kurv med materialer, som de gik med fra klasse til klasse.
I nogle klasselokaler var opstillet skabe med glaslåger til de udstoppede dyr og fugle, som skolen havde fået foræret. Til fysikundervisning fandtes en mindre samling, bl.a. et ringe - og telefonapparat samt en elektrisermaskine.

Det var en blandet flok på 165 elever, der flyttede ind i den nye skolebygning. Den yngste var 5 år og den ældste 28 år. Skolen bestod nu af .g. afdelinger:
1. Børneskolen med 8 etårige klasser.
2. Realskolen med 3 etårige klasser, som afsluttedes med præliminæreksamen.
3. Den almindelige uddannelsesskole, som omfattede højskoleafdelingen for unge piger over 15 år, samt privatlærerindeafdelingen
for unge piger over 17 år. 4. Husholdningsskolen for unge piger.

I august 1895 begyndte en to årig undervisning til eksamen artium, studentereksamen, for unge piger, senere udvidet til også at omfatte unge mænd.
For at blive optaget blev krævet, at præliminæreksamen var bestået.
Det første år meldte sig tre unge piger, som i 1897 bestod matematisk studentereksamen.
Det var også i 1895, at Drengeskolen begyndte med fem drenge som elever. De havde deres eget klasselokale, men efter et år flyttede denne afdeling af skolen til lejede lokaler i Vindegade. Elevtallet voksede gennem de næste år, så det blev besluttet, at skolen skulle have egen bygning i Nyenstad, nabo til Pigeskolen.
I oktober 1900 flyttede drengene ind i den nye bygning, som var indrettet med 12 klasseværelser, gymnastiksal, portnerbolig samt værelser til de drenge, der var kostelever.

1903 kom almenskoleloven, som skolen indrettede sig efter, så den kom til at bestå af:
1. Børnehaven for børn mellem 3 – 6 år.
2. Forskolen med 5 etårige klasser for børn mellem 6- 11 år.
3. Mellemskolen med 4 etårige klasser, der afsluttedes med mellemskoleeksamen.
4. Realskolen med tre etårige klasser, der afsluttedes med præliminæreksamen.
5. Højskoleafd. for unge piger over 15 år.
6. Privatlærerindeafd. for unge piger over 17 år.
7. Studenterkursus for unge mennesker.
Den 1. september 1904 blev skolens 25 års jubilæum afholdt med bl.a. en fest på Industripalæet. Ved denne lejlighed lød der fra mange sider en tak til Marie for det, som hun havde sat i gang. Et synligt bevis var en adresse med flere hundrede navne samt en større pengesum, som skulle anvendes af hende personligt.

Mellemskoleeksamen blev afholdt for første gang på Pigeskolen i 1907 og to år efter på Drengeskolen.
Der var i disse år mulighed for, at drenge kunne få undervisning på Pigeskolen, hvis de ønske at a.ægge præliminæreksamen, som dog blev afholdt for sidste gang i 1915. Derefter gik Pigeskolen over til at afholde realeksamen.
Ligeledes kunne piger få undervisning på Drengeskolen, hvis de ønskede at aflægge realeksamen, som blev afholdt for første gang i 1911.

Skolen spændte vidt, og det krævede en del af lederen af skolen, nok for meget efter, hvad tidligere elever beretter.
Det var muligvis årsagen til, at Drengeskolen blev solgt i 1914. Den blev købt af Mariane Madsen, som førte skolen videre under navnet Marie Jørgensens Drengeskole.
Det var tilsyneladende også dette år, at uddannelsen for privatlærerinder ophørte.
Den 10 januar 1920 døde Marie Jørgensen i en alder af 74 år.
Skolen blev overtaget af C.J.Lehn, der førte den videre som realskole, idet studenterkurset blev nedlagt samme år.

Marie Jørgensens Pigeskole · 1920 – 1969.

Da skolebestyrer C.J.Lehn overtog skolen bestod den af: 1. Underskolen 5 etårige klasser.
2. Mellemskolen med 4 etårige klaser, der afsluttedes med mellemskoleeksamen.
3. Realklassen, som var etårig og afsluttedes med realeksamen.

Der var fortsat god tilgang af elever, så pladsforholdene blev efterhånden noget trange. Det blev derfor besluttet at nedlægge kostskolen, som havde eksisteret siden 1879.
Indvendig i skolen blev nu foretaget en del ændringer.
Lokaler, der havde været anvendt af kostelever, blev i en vis udstrækning ombygget til undervisningslokaler, hvilket gav muligheder for oprettelse af faglokaler til fysik, naturhistorie og håndarbejde. Gymnastiksalen blev ligeledes lagt om, centralvarme indlagt og toiletforholdene forbedret.
Også i det ydre kom der ændringer, idet den lille have, der havde været ud mod Kongens Have, blev omdannet til legeplads og skolegård med fliser.

Mens kostskolen eksisterede, havde der været flere elever fra Sønderjylland, og der opstod gode forbindelser til denne landsdel i løbet af årene.

Dette medførte, at der i begyndelsen af 1920erne blev arrangeret rejser til det sønderjyske for realister efter endt eksamen. Disse rejser fortsatte frem til 1939 og blev med tiden udvidet til også at omfatte Harzen.
I begyndelsen foregik disse rejser på ladet af en lastbil, som dog i løbet af få år blev skiftet ud med en bus.

Det var i denne periode, at skolen anskaffede sig kopi af to lurer. De var fremstillet af instrumentmager J.K.Godtfredsen, København. De blev undersøgt af solobasunist ved Det kgl. Teater og Kapel K.P.Traulsen, som udtalte: Skolens Lurer klinger i D ligesom de originale Tellerup Lurer. Den venstresvungne Telleruplur befinder sig paa Fyn i Slægten Weedellsborg eje.
Lurerne blev fremover anvendt ved særlige lejligheder bl.a. ved skolens afslutning før sommerferien. Desuden indgik de i skolens bomærke.

Den 1. okt. 1929 blev skolens 50 års jubilæum afholdt. Skolens venner havde lavet en komite, som forberedte dagen, så den kunne blive så festlig som anledningen og Marie Jørgensens minde krævede.
Selve dagen indledtes med, at skolens elever og lærere samt en del tidligere elever og lærere samledes ved Marie Jørgensens grav. Her holdt pastor H.R.Hansen en kort tale, og skolebestyrer Lehn nedlagde en krans. Forsamlingen sang til slut: Den store mester kommer.
Kl. 10 var der på Industripalæet mindefest for Marie Jørgensen samt indvielsen af en fane, som var foræret skolen af såvel tidligere som daværende elever. Foruden skolens elever og lærere var mødt en del forældre samt repræsentanter for byen, kirken og undervisningsministeriet.
Efter salmen: Til himlene rækker din miskundhed Gud talte pastor H.R.Hansen og gav ud fra ordene ” Det lykkedes for mig, thi min Guds gode hånd var hos mig” en skildring af Marie Jørgensens og hendes arbejde. Skolebestyrer Lehn gennemgik derefter skolens historie og omtalte Marie Jørgensen ” som den højtbegavede Kvinde og store Pædagog, der i Nathalie Zahles Fodspor gik frem ad de veje, som førte til Kvindernes aandelige Frigørelse og ligestilling med Manden. I alt, hvad der angik hendes egen Person, var hun tillukket og tilbageholdende, men i skolearbejdet aabnede hun sit milde, forstaaende og hjælpsomme Sind. Om hendes Kærlighed til Sønderjylland vidner det Dannebrogsflag, som en sønderjysk Elev sendte hende, og som endnu opbevares paa Skolen”. Efter en kantate var sunget af skolens kor, gik man over til indvielsen af fanen.
En elev førte fanen ind, og sømmene blev slået i af borgmesteren for konge og fædreland, pastor Hansen for hjem og kirke og elevforeningens formand, Ida Jespersen, for skolen. Derefter sang forsamlingen ” Der er et yndigt land”, hvorefter fanen blev ført i procession til skolen.
Dagen sluttede på Industripalæet med en fest, hvor 250 deltog – alt hvad salen kunne rumme. Der blev under middagen holdt adskillige taler, ligesom der dagen igennem var kommet mange hilsner og lykønskninger.

I anledningen af jubilæet blev udgivet et jubilæumsskrift: Marie Jørgensens Pigeskole 1879 – 1929, redigeret af skolebestyrer Lehn.
Heftet indledes med et digt af Marie Jørgensen, efterfulgt af artiklen Blade af Skolens Historie, som er skrevet af en tidligere elev, Matthilde Kruuse. Desuden er samlet noget statistik samt en fortegnelse over de lærere, der har undervist på skolen. Heftet afsluttes med artiklen: De sidste ti Aar.

I 1937 var det nødvendigt med såvel om- som tilbygning. Der blev af naboen købt et areal, hvorpå en tilbygning blev opført. Den kom i stueetagen til at indeholde forhal og et klasseværelse og på 1. og 2. etage klasseværelser. Det var i forhallen, at alle skolens elever fremover kunne samles til morgensang.
Desuden blev skolekøkkenet bygget om, så det var mere tidssvarende.

Efter opfordring fra forskellige skolebestyrere på Fyn oprettedes i 1941 Odense Studenterkursus under ledelse af skolebestyrer Lehn og adjunkt Albrechtsen, som i 1943 blev afløst af adjunkt K.V.Mollerup.
Det var et eftermiddagskursus, der førte frem til såvel sproglig som matematisk studentereksamen.
Samme år blev skolen omdannet til et aktieselskab, hvilket var meget almindeligt for private realskoler i hele landet.

Traditionen med en årlig skovtur for hele skolen blev genoptaget i 1946. den havde ikke været gennemført under besættelsen, men nu tog man af sted med bus eller tog til et eller andet sted på Fyn eller til Jylland. Disse skovture fortsatte frem til 1969.

Da skolebestyrer Lehn i 1950 gik på pension, blev skolens ledelse overdraget til K.V.Mollerup, som også var leder af Odense Studenterkursus.

Der blev i 1952 oprettet en venskabsforbindelse med en skole i det nordlige London. Hvert andet år havde skolen besøg af nogle engelske elever, som blev indkvarteret hos skolens elever. Der blev arrangeret ture rundt i Danmark, så gæster kunne få et vist kendskab til landet. Næste år var det de danske piger, der tog til London, hvor de blev forevist London og enkelte andre steder i England.
Det var et arrangement, der fortsatte frem til 1969.

Skolens 75 års jubilæum blev afholdt 1. september 1954. Dagen begyndte med, at der blev nedlagt kranse på Marie Jørgensens og fhv. skolebestyrer Lehns grave.
Derefter samledes alle skolens elever og lærere, en del forældre, tidligere elever samt venner af skolen til gudstjeneste i Skt. Hans kirke. Her talte pastor Minds, og en kantate, der var forfattet til dagen af bibliotekar Martin N. Hansen blev fremført.
Efter hjemkomsten fra kirken blev alle skolens elever trakteret og fik derefter fri resten af dagen.
Kort efter mødtes mange tidligere elever og repræsentanter for myndighederne til en reception i skolens gymnastiksal. Efter lurblæsning blev fanen ført ind, hvorefter rektor Mollerup bød velkommen, hvorefter skolens kantate blev fremført af koret. Et par af skolens lærere gennemgik derefter i korte træk skolens historie. Mange af de indbudte tog ordet og udtalte mange anerkendende ord om og gode ønsker for skolen. Om aftenen var der fest i Fyns Forum for forældre og tidligere elever. Aftenen sluttede med et fakkeltog gennem byen til skolen, i hvis vinduer levende lys brændte. Foran skolen blev faklerne kastet i bål, og en af skolens tidligere elever bragte skolen en tak.

I anledningen af jubilæet blev udgivet et hefte: Marie Jørgensen og hendes skole, skrevet af Ida Jespersen.
Hun havde været elev på skolen og gennem en årrække lærer samme sted.

Heftet indeholder beretninger om skolens tilblivelse og udvikling frem til 1920. Kilderne er beretninger fra tidligere elever, som lektor Blangsted havde samlet om skolens historie. Andrea Hedegaard, også lærer ved skolen, skrev en artikel, hvori der gøres rede for væsentlige træk ved skolens historie fra 1929 – 1954. Ligeledes skrev lektor Blangsted, som var ansat ved Odense Studenterkursus, artiklen: Fra Marie Jørgensens tid.
Begge artikler finde i skolens årsskrift 1954.

Fra midten af 1950erne og flere år frem blev hvert år i sommerferien arrangeret rejser for klasser, bl.a. til Bornholm, København, Norge og Italien.

I 1959 kom en ny skolelov, som skolen de næste par år indrettede sig efter, så den kom til at bestå af:
Hovedskolen, realafdelingen samt 8. – 9. klasserne.
Hovedskolen bestod af 1. – 7. klasserne.
Efter 7. klasse skulle eleverne erklæres for egnede til at fortsætte i realafdelingen eller 8. – 9. klasse.
Realafdelingen bestod af tre etårige klasser og afsluttedes med realeksamen.
8. – 9.klasse afsluttedes med en statskontrolleret prøve. I 1960 blev indført en ny karakterskala til standpunktsbedømmelse for de første syv skoleår. Den bestod af seks trin, som strakt sig fra udmærket over tilfredsstillende til ikke-tilfredsstillende. En anden karakterskala blev indført i 1963 til anvendelse i overbygningen, men blev i løbet af få år indført i alle klasser, hvor der blev givet karakter. Den nye karakterskala bestod af tallene fra 13 til 00. Hvert tal havde en definition. Desuden blev indført nye bestemmelser for at bestå realeksamen.

Som en anden følge af den nye skolelov kom der et samarbejde i stand mellem fire private realskoler i Odense og nogle af de mindre omegnskommuner.
Det foregik på den måde, at de kommunale skoler underviste 1. – 7. klasserne, hvorefter eleverne, hvis de blev erklæret for egnede, kunne fortsætte i realafdelingen på en privat realskole. Det gav en vis tilgang af elever frem til midten af 1960erne, indtil flere af omegnskommunerne selv overtog undervisningen i realafdelingen.

Pigeskolen og Drengeskolen havde siden 1914 ligget ved siden af hinanden som to selvstændige skoler med hver sin ledelse. For at sikre den fremtidige drift og de bedste økonomiske vilkår i fremtiden blev de to skoleledere enige om at danne en selvejende institution, som blev en realitet 1. april 1965. Den bestod af Marie Jørgensens Pigeskole med Odense Studenterkursus og Marie Jørgensens Drengeskole med Kursus af 1878, som var et realeksamenskursus for unge voksne.

Planerne om en fællesskole for piger og drenge blev gennemført i 1969, så den selvejende institution frem over bestod af en hovedskole med realklasser og 8. – 9. klasse samt de to kurser.
Lederen af fællesskolen blev Viggo Bach, som havde været ansat på Pigeskolen siden 1959.
De to kurser blev ført videre med rektor Mollerup som leder.

Kostskolen

Da Marie Jørgensens Skole begyndte i 1879, blev det oplyst, at nogle unge piger kunne få kost og logi på skolen. Det vides ikke, hvordan det har været arrangeret før i 1883, da skolen flyttede til Albanigade 13.

Kostskolen eller pensionatet, som det blev kaldt en årrække, skulle være et midlertidigt, godt, åndeligt og legemligt sundt hjem for eleverne under deres ophold på skolen.
Kostskolen var beregnet for voksne unge piger, men efter 1885 kunne også piger fra 10 års alderen optages.
Der var plads til 20 – 25 piger, som blev indkvarteret, så to eller tre delte et værelse. Hvis der ikke var noget bestemt ønske, var det bestyrerinden, som bestemte, hvem der skulle bo sammen. Viste det sig senere, at den bestemmelse ikke var heldig, kunne ombytning finde sted.
Det forventedes af kosteleverne, at hver især ville bidrage sit til, at der var orden og hygge. Ligeledes skulle en venlig og overbærende tone herske mellem dem indbyrdes. Foruden værelserne fandtes også en spisestue samt dagligstuer, som blev anvendt til lektielæsning og ophold. Til skolen, som nu lå i udkanten af byen i rolige omgivelser, hørte også en større have, der var indrettet med gange, siddepladser og kroketplæne.
Det huslige arbejde blev udført af en husbestyrerinde, to piger, en gangkone og en dame, der især havde tilsyn med børnene, der boede på skolen. Igennem årene havde pigerne forskellige funktioner, men et par navne går igen. Der var Barnepigen, som havde ansvaret for lektielæsningen, samt Jomfruen, der havde ansvaret for forskellige former for praktisk arbejde bl.a. at se efter, om alle var i seng kl.22 og al lys slukket. De unge piger blev om sommeren vækket kl. 6 og om vinteren kl. 7. Fra kl. 7 til 9 stod tebordet dækket, og kl. 8.45 skulle alle være stået op, for kl. 9 var der fælles morgensang. Kl. 11 blev frokosten indtaget, og kl. 14 var middagsmaden serveret, dog om søndagen kl. 13 af hensyn til dem, der ønskede at deltage i eftermiddagsgudstjenesten.
Kl. 19 var aftensmaden klar, og dagens måltider blev rundet af kl. 21 med et glas mælk eller øl.
Kl. 22 blev afholdt fælles aftensang, hvorefter alle gik til ro. Fra skolens side så man gerne, at kosteleverne gik en tur hver dag, men ingen måtte være borte fra skolen mere end to timer uden tilladelse. Det var ikke tilladt at tage imod en indbydelse uden først at have talt med bestyrerinden.
Når indbydelsen ikke var til et bal eller en større festlig sammenkomst, måtte alle være hjemme kl.22. Hvis ikke nogen kunne følge den unge pige hjem, sørgede skolen for, at hun kom sikkert tilbage.
Det var kun tilladt at besøge familier, der enten var slægtninge eller venner af den unge piges forældre eller bekendte af bestyrerinden.

I 1893 flyttede skolen ind i en ny bygning på Skt. Hans Plads, hvor der foruden undervisningslokaler også var plads til kosteleverne.
På anden sal var indrettet køkken, spisestue, dagligstuer og over gymnastiksalen samt på loftet fandtes værelser. De var indrettet meget enkle med jernsenge, vaskeborde og et mindre bord ved vinduet samt to stole. Der var ikke mulighed for opvarmning på værelserne.

De fælles måltider blev indtaget i spisestuen ved de to lange, hvidskurede borde, hvor bestyrerinden sad for bordenden. Børnene sad på bænke mellem bordene, ” de store” langs siderne på stole. Kosten var enkel, men veltillavet og rigelig. Lektielæsning fandt sted under tilsyn i en af dagligstuerne. Hvis nogen blev syge, kom bestyrerinden og så til dem, følte om panden var varm og bestemte så, om skolens læge skulle hentes, eller om det var tilstrækkeligt at ordinere en kop kamillete fra køkkenet. Blev det til en omgangsforkølelse, blev der sendt bud til apoteket Løven efter en .aske lakridsmixtur, som Jomfruen kogte sammen.

Skolen var nu placeret midt i byen og havde bl.a. som nabo Slotshaven, som den nuværende Kongens Have blev kaldt. Den var indtil 1914 omgivet af et højt plankeværk med låger, som kun få havde en nøgle til.

Tidligere elever har fortalt, at de, der havde en sådan nøgle var særlig eftertragtede som veninder.
Det var ikke alle forundt at gå en tur i haven under de gamle kastanietræer eller hænge over stakittet og kigge på svanerne, der gled af sted på den store runde dam, som lå der dengang. Efter mørkets frembrud turde dog ingen unge piger vove sig derind. Da måtte selv de med nøgle helt uden om ad den mørke og ubeboede Østre Stationsvej eller ad Vindegade for at slippe ind i den mere sikre Nørregade. Der var dog det sidste skumle stykke langs kirkepladsen og præstegården tilbage, inden man nåede ind i Nyenstad, hvor en enlig gadelygte gav så meget lys, at porten kunne ses.
Det blev nøje overvåget, at alle var på deres værelser kl. 22. Ved særlige lejligheder kunne gives tilladelse til først at komme hjem kl.24, men ikke et minut senere. Det var Barnepigen eller en af stuepigerne, som på skift havde vagt, der skulle ned at låse op til selve skolen. Her var der ingen af de unge piger, der fik nøglen.

Der blev også sørget for, at de unge piger, der interesserede sig for det, kunne komme til Musikforeningens koncerter og ” de lødige teaterforestillinger ” for en billig penge. Søndag eftermiddag var der om sommeren ofte koncert i Læseforeningens Have. Så var det med at få en invitation af en veninde, der havde en storbroder.
Spadseredragten blev nu børstet omhyggeligt, og de store hatte fortøjet ekstra solidt med lange sølvhattenåle. Hvis man var særlig heldig, var der sørget for bord på den store tæt besatte græsplæne. Her nød man ”Kaffe med to Kager”, flirtede i al uskyldighed og sendte tilpas overlegne blikke ud over den strøm af mennesker, der måtte nøjes med at spadsere foran musiktribunen.
Og så var der de berømte skovballer i Fruens Bøge. Det var noget af det stiligste i det stilige Odense. Marie spadserede nu af sted med sine ”Mariehøns”, som de blev kaldt. Men ” Ingen maa deltage i Dansen, uden at den engagerende Herre først er forestillet for Bestyrerinden, selv om han er en Bekjendt eller Slægtning af den unge Pige”.

I 1895 blev Drengeskolen oprettet. Tilsyneladende var der nogle få drenge, som også var kostelever i de første år. 1900 blev der på nabogrunden i Nyenstad bygget en skole til drengene. Foruden undervisningslokaler blev der indrettet værelser på tredje og fjerde sal til de drenge, der var kostelever, men som dog spiste sammen med piger i Skt. Hans bygningen.
Drengene holdt sig mest for sig selv, og så med sky foragt på pigerne, men de nød de lange tøjler som de havde.
Cykler var blevet almindelige, og mange af drengene strejfede langvejs om i skovene omkring Odense og ad dæmningen til Stige. Der blev foretaget mange sejlture op ad åen med damperen eller fisket fra en robåd.
Så var der de drenge, som var så heldige at have klassekammerater, hvis forældre havde tilknytning til teateret. Nu blev livet bag kulisserne undersøgt.
I dagene omkring Skt. Knuds marked var drenge sikre gæster ved karrusellerne og ikke mindst ved professor Labris telt.

Kosteleverne kom fra forskellige egne af landet, bl.a. fra Sønderjylland, som indtil 1920 hørte under Tyskland. Der opstodtætte forbindelser mellem skolen og det sønderjyske, hvilket senere i 20erne førte med sig, at skolen arrangerede ture til området.

Marie Jørgensen døde i 1920, hvorefter skolebestyrer C.J.Lehn førte den videre, men et par år efter blev kostskolen nedlagt.

C. J. Junge

I 1917 blev C.J.Junge ansat som lærer ved Marie Jørgensens Drengeskole, hvor han underviste til 1966.
Det var især fagene matematik, regning, tegning samt gymnastik, som han underviste i.
Til matematik udgav han tre mindre lærebøger som især blev anvendt på såvel Drengeskolen som Pigeskolen. Som en af de første lærere i Odense indførte han kricket ved skolens gymnastikundervisning.
I 1922 tog C.J.Junge initiativet til at stifte Marie Jørgensens Drengeskoles elevforening. Her samledes forhenværende elever til klubaftner, foredrag og fester.
Desuden var han træner for OBs drenge- og juniorhold i fodbold fra 1920 – 1938, samt en årrække i klubbens bestyrelse. Gennem 1920erne var det blev tradition for, at nogle af drengene fra afgangsklasserne sammen med et par lærere, deriblandt Junge, tog på cykeltur til forskellige egne af Danmark. Bland andet kom de også til Blaavand, hvor de befandt sig godt. Det medførte, at Blaavandlejren blev etableret i 1931. Der blev købt en grund med et lille hus ude ved fyret.Drengene sov i telte, og huset blev anvendt til bolig for tanterne, som lavede maden, samt til køkkenet og spisesalen. Igennem årene deltog mange drenge i lejren, som blev afholdt de tre første uger af skolens sommerferie. Når lejren var ledig var der ofte forhenværende elever der benyttede den. Lejrens leder fra begyndelsen var C.J.Junge frem til 1966. derefter var der forskellige lærere, der frem til 1972 ledede lejren. Det år var sidste gang, der blev afholdt sommerlejr for skolens elever.
Bestyrelsen for lejren besluttede i1978, at den skulle sælges, og det blev den i 1980.
I de næste par år blev der arbejdet på fundatsen til ”Overlærer C.J.Junges legat”. Overskuddet fra salget af lejren indgik som grundkapital i legatet.
Hvert år, når skolens elever skal på lejrskole eller udlandsrejse nyder de godt af legatets midler.

Drengeskolen

1895 – 1969. I 1895 begyndte Marie Jørgensen at optage drenge på den skole, som hun startede i 1879.Det var begyndelsen en pigeskole, men der havde været et par drenge ind imellem.
Drengeskolen begyndte med fem elever i alderen 4 – 9 år i et klasselokale på Pigeskolen. I løbet af det næste år voksede antallet, så i 1896 måtte lejes lokaler i Vindegade. Tilgangen af elever fortsatte i de næste år, hvilket medførte en beslutning om, at skolen skulle have sin egen bygning.

En nabogrund til Pigeskolen blev købt, og i oktober 19oo blev den nye skolebygning i Nyenstad taget i brug af 64 elever. Den var indrettet med 12 klasselokaler, en gymnastiksal, portnerbolig samt værelser til kosteleverne.

I 1903 kom almenskoleloven, som skolen i de næste år indrettede sig efter, så den kom til at bestå af:
1. Underskole med 5 etårige klasser.
2. Mellemskolen med 4 etårige klasser, der afsluttedes med mellemskoleeksamen.
3. Realklassen, der var etårig og afsluttedes med realeksamen.

Mellemskoleeksamen blev afholdt første gang i 19o9 og realeksamen i 1911.
Der var mulighed for eleverne på Pigeskolen af a.ægge realeksamen på Drengeskolen, ligesom eleverne på Drengeskolen, der ønskede af a.ægge præliminæreksamen kunne gøre det på Pigeskolen.
Da arbejdet med at lede de forskellige afdelinger på Pigeskolen lagde stærkt beslag på Marie Jørgensens tid, overlod hun ledelsen af Drengeskolen til forskellige inspektører, men besluttede i 1914 at sælge den. Drengeskolen blev købt af Mariane Madsen, og fra dette år begyndte en selvstændig Marie Jørgensens Drengeskole med 112 elever.
Mariane Madsen blev født 12. marts 1879 i Vissenbjerg. Hun havde selv været elev på Marie Jørgensens Pigeskole, hvorfra hun tog præliminæreksamen i 1895. Efter studentereksamen i 1901 fulgte et par år med studier i København, hvorefter hun blev lærer ved realskoler forskellige steder i landet.

I de næste år blev foretaget flere ændringer indvendigt i bygningen. Elektrisk lys blev indlagt, og der kom nye borde og store vægtavler. Kakkelovne blev erstattet af centralvarme, og nye toiletter blev installeret.
Også i det ydre kom der ændringer, idet skolegården blev asfalteret og en drikkekumme opsat.

1922 stiftede nogle tidligere elever sammen med et par lærere Elevforeningen, som i flere år blev et samlingssted for mange, der havde været elev på skolen. I løbet af årene blev afholdt klub- og foredragsaftener samt fester.

I en del af sommerferien havde eleverne fra skolens ældste klasser mulighed for at deltage i en ferielejr ved Blaavand. Den begyndte i 1929 på initiativ af C.J.Junge, der var lærer ved skolen, og som ledede lejren til 1963.
Det var under meget enkle forhold lejren begyndte, men blev med årene udbygget med en bygning, som indeholdt spisesal, køkken samt beboelse til ”tanterne”, der lavede maden til lejrdeltagerne.
I al den tid lejren eksisterede, boede drengene i telte.
Senere blev der mulighed for, at tidligere elever kunne deltage i selve lejren samt anvende bygningen og lejrpladsen på andre tidspunkter af året.

Da Mariane Madsen i 1944 fyldte 65 år, solgte hun skolen til sin nevø, lærer Vilhelm Jørgensen.
Han var født i Vissenbjerg 5. juli 1904 og havde været elev på Drengeskolen, hvorfra han tog realeksamen i 1920. Efter ansættelse på et par kontorer kom han på Odense Seminarium, hvor han bestod lærereksamen i 1928.
Derefter var han ansat ved Drengeskolen som lærer, fra 1944 til 1969 som skolebestyrer.

Elevtallet var støt stigende gennem årene og kulminerede i 1958 med 460.
Skolen lå meget centralt i byen og i nærheden af såvel banegård som rutebilstationen.
Dette har uden tvivl været en væsentlig årsag til, at der var mange elever fra oplandet.

Fra 1947 og fremover blev det tradition med en tur til København for de ældste klasser samt udlandsrejser. I flere år rejste klasser til Norge, senere Tyskland, Holland og Belgien samt et par enkelte år Frankrig.

I 1958 kom en ny skolelov, som skolen de næste år indrettede sig efter, så den kom til at bestå:
1. Hovedskolen med 7 etårige klasser, senere udvidet med 8. og 9. klasser, som afsluttedes med statskontrollerede prøver.
2. Realskolen med 3 etårige klasser, der afsluttedes med realeksamen.
Efter 7. klasse kunne fortsættes i 8. klasse eller 1. realklasse, hvis eleven blev erklæret for egnet til at følge undervisningen i realafdelingen.

I 1960 blev indført en ny karakterskala til standpunktsbedømmelse for de første 7 årgange. 1969 kom en anden karakterskala til anvendelse i overbygningen, men i løbet af få år blev den anvendt på klassetrin, hvor der blev givet karakterer. Den nye skala bestod af ti trin, hvor der blev anvendt tal fra 00 til 13.
Desuden blev indført nye bestemmelse for at bestå realeksamen.

Som en anden følge af den nye skolelov kom et samarbejde i stand mellem fire private realskoler i Odense og nogle mindre omegnskommuner.
De kommunale skoler kunne sende deres elever, som var egnede til realafdeling til de private realskoler.
Det gav ikke mange nye elever, og allerede i midten af 60erne blev denne ordning mere eller mindre ophævet, idet de kommunale skoler selv oprettede realafdelingen.

Om eftermiddagen blev nogle af skolens lokaler anvendt af Kursus af 1878, som allerede i 1919 havde lejet sig ind. Det var et kursus, som forberedte unge voksne til præliminæreksamen, fra 1965 til realeksamen.
Der var flere af skolens lærere, der i løbet af årene havde undervist ved dette kursus.
Da kursets mangeårige leder, Emmy Bloch, trak sig tilbage overtog skolebestyrer Vilhelm Jørgensen kurset og førte det videre.

Drengeskolen og Pigeskolen havde ligget ved siden af hinanden som to selvstændige skoler med hver sin ledelse.
For at sikre den fremtidige drift og de bedste økonomiske vilkår i fremtiden blev de to skolers ledere enige om at danne en selvejende institution og senere en fællesskole.
Det første blev en realitet den 1.april 1965.
Den selvejende institution Marie Jørgensens Skoler kom til at beså af Drengeskolen med Kursus af 1878 og Pigeskolen med Odense Studenterkursus.
Planerne om en fællesskole blev gennemført i 1969, da skolebestyrer V.Jørgensen gik på pension.
Skolen kom fremover til at bestå af en hovedskole med overbygning samt kurserne.
Lederen af fællesskolen blev Viggo Bach, som havde været ansat ved Pigeskolen siden 1959.
De to kurser blev ført videre af K.V. Mollerup, der havde været rektor ved Odense Studenterkursus siden 1950.

Årgang 1932 begynder i skole

1938 en dag i august, måske den 15., begiver 9 små piger sig hjemmefra, alle iklædt .neste søndagskjoler og hver især med et fast greb i moders hånd. Én eller to følges tillige af fader. De 9 kender ikke hinanden, men endda har de et fælles mål, Sct. Hans Plads i Odense, hvor de for første gang træder over tærskelen til Marie Jørgensens Pigeskole. Skolelivet begynder! De skal i,

1. klasse

den ligger gennem aulaen 1. dør på venstre hånd, rundt venstre hjørne. Frøken Christiansen (Johanne Farstrup) tager imod, giver hånd, pigerne nejer, lidt betuttede og benovede.

I klasseværelset står 9 enkeltmandspulte i 3 rækker. Pigerne får hver især anvist en pult, der skal være den faste plads. Denne første dag går uden undervisning, alene med hyggesnak, samt udlevering af en timeplan. Undervisning alle ugens hverdage, de 5 fra kl. 9 – 13, lørdag 9 – 12.

Hverdagene begynder. Pigerne møder dagligt med skoletaske, brun læderskuldertaske bl.a. indeholdende 1 A.B.C., 1 skifertavle linieret på den ene side, ternet på den anden side, et penalhus med 2 (spidse) grifler, en svampepose med 2 rum, en fugtig svamp i det ene, en lille tør klud i det andet. Sidst men ikke mindst, en stjernebog. Lille, linieret bog, i omslag af blankt, kulørt papir.

I løbet af skoleårets første måneder reduceres elevantallet, således der nu blot er 6 piger – Grethe, Anna, Ruth, Margit, Mette og Kirsten – i 1. klasse. De 6 piger er igennem .ere år bare KLASSEN.

Timeplanen veksler med fagene dansk, regning, sang, gymnastik og anskuelsesundervisning, et forunderligt fag med mangeartede spændende emner.

Det siger sig selv, at med 6 elever bliver alle hørt hver eneste time, hver eneste dag. Her kommer stjernebogen – forløberen til karakterbogen – ind i billedet. Vore præstationer belønnes med stjerne. Frøken Christiansen tegner dem med blyant, fint og sirligt i bogen. En rigtig flot præstation gav 2 stjerner, en tilfredsstillende gav 1 stjerne. Andre muligheder fandtes ikke. Vi var stolte som paver, hvis vi erhvervede 2 stjerner, men 1 kunne gå an. Når ugen var omme, hver lørdag, blev høsten af de erhvervede stjerner sammentalt. Den med det højeste antal, havde været ugens dygtigste elev.

Frøken Christiansen, som vi i 1. klasse havde stort set til alle fag, elskede vi simpelthen. Vi så op til hende. I øvrigt fortalte vi hende ALT, hvad forældrene måske ikke altid var lige opmærksomme på, når snakken gik hjemme ved middagsbordet.

Når en elev havde fødselsdag kom der flag på bordet. Fødselsdagsbarnet delte bolcher ud, eller flødekarameller, ret meget andet slik kendte vi ikke dengang. Frøken Christiansen hædrede fødselsdagsbarnet ved at lade hende stå op på en taburet, med front mod klassen, og så fik hun et blødt og meget venligt klap på hver kind, efter hvor mange år hun nu fyldte. I 1. klasse blev det jo overvejende til 7 klap. Vi var hver især på det nærmeste salige, når fødselsdagen oprandt og kindklappene skulle modtages.

En af datidens lege, legedes i klasselokalet, den hed ”stilleleg” og var, som navnet siger, ganske og aldeles STILLE. Alle klassens 6 piger sad ved hver sin pult, med ranke rygge, ranke som lys, med foldede hænder anbragt på den yderste kant af pulten og var tyste, tyste. Når frøkenen bragte legen til ophør ved at fortælle, at sjældent havde hun mødt elever så dygtige til stilleleg som os, var det noget nær den højeste anerkendelse, der kunne opnås.

Det var en pigeskole, absolut en pigeskole, vi gik på, hvilket givet prægede os, formentlig på .ere områder. Uanset drengeskolen var vor nabo, lå snublende nær i Nyenstad, var det vor opfattelse at drenge var et folkefærd, vi ikke beskæftigede os med. Måske de ikke engang tilhørte samme race som os!!

Tiden går, årgang 1932 bevæger sig videre i skolesystemet, entrer opad, prøver udfordringer med højere klassetrin, og møder,

Skolebestyreren og skolens øvrige lærere

Skolebestyrer Lehn var skolens leder og, som vi elever dengang oplevede ham, var han noget nær en enevældig hersker og ret despotisk.

I underskolen, de 5 første skoleår, havde vi i min skoletid slet ingen lærere. Kun lærerinder, frøkener kaldte vi dem, vores skolefrøken. I øvrigt var de frøkener, ugifte, alle til hobe, bortset fra fru Hedegaard (Andrea), men desuagtet var hun også vores frøken.

Øvrige frøkener, der bidrog til skoletidens forsødelse eller det modsatte, nævnes her i flæng. Frøken Jespersen (Ida) kaldet ”Jesper” tog sig bl.a. af naturhistorieundervisningen, kunne tydeligvis lide os piger, og var i almindelighed meget afholdt. Frøken Christensen (fornavnet er glemt), en lidt mandhaftig, upersonlig type, som vi havde en vis respekt for, men egentlig ikke brød os om. Frøken Kruse (fornavnet er glemt) var ilter og temperamentsfuld, men også i besiddelse af megen humor, så hun var ikke ganske uden vor sympati.

En anden frøken, jeg har stor lyst til at nævne, er fru Lehn (”fatters” kone). Vi havde hende til fagene skrivning og tegning. Vi holdt rigtig meget af hende, hun var retfærdig og reel, og hun læste op for os! Hun var en utrolig god og inspirerende oplæser. Hun berigede os med sin oplæsning. Førte os ind i en forunderlig og til tider også romantisk verden, således som den var i datidens klassiske pigebøger. Der var tillige god pædagogik heri. Til fru Lehns timer havde vi vore ting i orden, var velforberedte, stille og rolige, således hun kunne komme i gang med oplæsningen så hurtigt som muligt.

Gymnastiklærerinden, hele skoletiden igennem, var frøken Andresen (Elisabeth). Hun var en bestemt dame, men alligevel en rar sjæl, der omfattede os piger med megen omsorg.

Gymnastiksalen lå i kælderen og her eksercerede hun os, efter datidens gymnastiske idealer. Nogen form for ”slinger i valsen” eller uregelmæssigheder i det hele taget tolereredes ikke.

I tilslutning til gymnastiksalen, lå redskabsrummet, mørkt uden vinduer. Udvalget af gymnastikredskaber var righoldigt, nok alt hvad datiden kunne præstere i den henseende.

I krigsårene var redskabsrummet tillige sikringsrum/beskyttelsesrum, det var her skolens elever og lærere skulle søge hen, såfremt der blev blæst luftalarm i skoletiden. Det var yderst primitivt, og det ville givet have været så som så med beskyttelsen, såfremt det var blevet virkelig alvor.

Jeg husker kun én gang, vi i min skoletid måtte i beskyttelsesrum i kælderen. Det var sent i krigen, marts 1945, hvor Shellhuset i København var målet for de engelske bombefly. Som bekendt blev den franske skole ramt og mange, mange – langt over 100 mener jeg – børn og voksne omkom. Ved morgensangen den næste dag fortalte Lehn herom – og græd - det gjorde et uudsletteligt indtryk.

Skolens hverdage – mærkedage
Krig i Europa – Danmark besat
Hverdagene, hele min skoletid igennem, var ”skåret over samme læst”. Nogen nuancer eller fornyelse oplevede vi egentlig ikke. Naturligvis rykkede vi hvert år eet klassetrin op, hvilket indebar nye fag, nye lærere – måske.

Hver dag, hver eneste dag, samledes alle skolens elever i aulaen kl. 9:00 til morgensang, salmesang. Det skete under ledelse af Lehn, som forsanger, med akkompagnement på violin af skolens sanglærer, Aage Lund Pedersen (kaldet ”Lundse”). Eleverne stod klassevis – på rad og række – de yngste forrest, de ældste bagest.

Observerede Lehn den mindste mislyd, den mindste uregelmæssighed i geledderne, afbrød han omgående sangen, idet han samtidig banede sig vej ned gennem rækkerne til den formastelige synder, over hvem dommen ”klokken 2” blev afsagt med høj stentorrøst. ”Klokken 2” betød en eftersidning.

Der opretholdtes en ret stram disciplin på skolen. Der var mange påbud såvel som forbud. Det var forbudt at møde for sent. Det var forbudt at opholde sig i klasseværelset i et frikvarter. Det var forbudt at larme og løbe på gangene. Det var forbudt at forlade skolens område i skoletiden.

Sidst nævnte forbud blev naturligvis jævnligt overtrådt af ældre elever – som små turde vi ikke. Vi sneg os ud i Nyenstad og løb over i Nørregade, enten til Lundsgaards konditori, for at indkøbe en ”basse” eller måske til skolens leverandør af alt skolemateriale, boghandler Hollenboe. I øvrigt blev det næsten altid opdaget af ”fatter”. Hvordan han end bar sig ad.

Indbygget radar? I hvert fald kostede det en kraftig røffel, samt en eftersidning.
Sanktionerne, der dengang idømtes, var ud over eftersidning (”klokken 2”), en anmærkning i karakterbogen eller måske blive sendt ”uden for døren”.

Som ældre elever var det meget vi tog temmelig uhøjtideligt, tit og ofte så vi det humoristiske i en situation, og var ikke specielt tyngede af de sanktioner, der overgik os.

Landet var besat, hvilket medførte en solidaritet i samfundet borgerne imellem. Der var også på skolen en solidaritet, et sammenhold, en ”korpsånd” vil jeg næsten kalde det. Vi gik på ”Frøken Jørgensens” - vi hørte vel sammen.

Langsomt, men støt og roligt, kommer der mænd ind i vort liv. Vi bliver ikke længere undervist alene af frøkener, men også af lærere. Vi modtager dem med nysgerrighed, men tillige med skepsis og forbehold. Vi skifter bekendtskab med og undervises af lærerne hr. Ingemann, hr. Gunge, hr. Smith, hr. Mollerup og skolebestyrer Lehn.
Undervisningen er forbundet med megen udenadslære. Salmevers skal kunne remses op, uden ”slinger i valsen”. Det samme gælder tabellerne, både de små og de store. Fremmedsprog sniger sig ind i undervisningen, begyndende med engelsk, efterfulgt af tysk, hvor remserne ”aus, bei, binnen, entgegen, gegenüber ...” bare skal kunnes på fingrene.

Vi indføres også i geometriens og matematikkens verden, hvor al landsens ulykker ramlede ned over hovedet på den formastelige elev, der ikke var klar over, at der var noget den hed ”den pythagoræiske læresætning”.

Mærkedage på skolen er selvsagt sidste skoledag/afslutninger både årsafslutninger og afslutninger til juleferierne. Først nævnte foregår i den store skolegård, med talerstol i det fri, og fanen ved siden af. Sidstnævnte altid i gymnastiksalen, hvor et juletræ, der når helt til loftet er pyntet, lige som det i ”Peters Jul”.

Herudover var den 26. september altid skolefridag. Kongens fødselsdag. I besættelsestiden blev vi alle ekstra meget nationale. Vi gik med kongemærker. Le.ede for alt hvad der var engelsk, foretrak de rød, hvide og blå farver.

I forbindelse med hændelser, affødt af krig og besættelsestid, oplevede vi nogle gange – til vor store svir – at blive sendt hjem fra skole. Det skete godt nok ikke med Lehns gode vilje, men der var generalstrejke, bl.a. i august 1943, hvor hele samfundet gik i stå. På vores skole – som den sidste i byen – foregik undervisningen uanfægtet. Men så kom smededrengene, fra det dengang nærliggende værksted, Mazanti, og ad Nyenstad råbende ”skolen skal lukke, pigerne skal sendes hjem, pigerne skal sendes hjem”. Vi elever jublede og Lehn må – af én eller anden grund – have haft respekt for smededrengene, for vi BLEV sendt hjem.

Skoletiden går på hæld for årgang 1932

Når noget går på hæld, ser man nok forventningsfuld fremad, men lader også ofte med vemod et tilbageblik vandre til det forgangne. Sådan skete det også i året 1947, 9. skoleår, dengang IV. Mellemskoleklasse, hvor vi kunne se frem mod afslutningen af vor tid på Marie Jørgensens Pigeskole.

Når jeg i skrivende stund sender et tilbageblik, tænker jeg , at jeg – blandt meget andet – ikke har fortalt, at vi .k karakterbøger HVER lørdag. Karakterer efter 6-skalaen. At vi i gymnastiktimerne om sommeren spillede bold på B1909´s baner i Kochsgade. At vi altid rejste os op , når en frøken/lærer kom ind i klasselokalet. Stod i retstilling ved siden af pulten, indtil der blev sagt: ”ja, vær så god at sætte jer”. At vi altid, når vi tilfældigt mødte Lehn på skolens område, stoppede op og nejede for ham.

Ikke fortalt at vores frøken/lærer altid sad på katederet med front mod os. At vi altid sagde De og efternavn til frøkenen/ læreren. At vi altid gik på række og geled, klassevis, fra skolegården når det ringede ind efter frikvarter. Endvidere har jeg ikke fortalt om landbobørnene, der kom ind fra oplandet, når de skulle i mellemskolen (6. skoleår), ikke om uglerne i Kongens Have, ej heller om skolekøkken, håndgerning og kon.rmationerne, eller om skolepengene og kvitteringshæfterne, om genfortællinger, fristile, blækregning og meget, meget mere.

Årgang 1932 skal i 1947 til at tage afsked med hinanden. Nogle elever går ud af skolen, mellemskoleeksamenen var dengang en afsluttende eksamen. Nogle elever går videre til gymnasiet enten Katedralskolen eller Sct. Knud og nogle videre til skolens realklasse.
Som én af de sidste årgange, der ikke opnåede at være teenagere, forlader vi fællesskabet, nok med en smule vemod, men med meget mere gå på mod og nysgerrighed. Vi føler os godt rustede fra Marie Jørgensens Pigeskole og kan kun forestille os, at verden udenfor skolen den er bare spændende.

I øvrigt er det begyndt af gå op for os, at drenge ER samme race som os!!

Odense, april 2004

Kirsten Vibeke Westergaard Petersen, f. Sørensen

Erindringer fra først i 50’erne
3 tidligere elever tænker tilbage

24 I anledning af deres 50 års jubilæum har vi talt med 3 tidligere elever, som i år kan fejre 50 års jubilæum, da de forlod Marie Jørgensens Pigeskole efter endt eksamen i 1954.

Tiderne først i 50’erne var stadig præget af 2. verdenskrig, idet der stadig var mangel på mange ting, men for nogle skolepiger i 14-15 års alderen var det nok ikke det, der prægede deres hverdag.

Marie Jørgensens Pigeskole var som navnet siger en ”ren” pigeskole. Drengeskolen lå lige ved siden af, men der var dengang overhovedet ingen kontakt mellem eleverne på de to skoler. F.eks. var det ikke tilladt, når der var frikvarter, bare at se op på drengeskolens vinduer - så kom gårdvagten efter dem. Det nærmeste, de kom på eleverne fra drengeskolen, var eleverne i de små klasser, som havde skolegård bag en lille indhegning i forbindelse med pigeskolens skolegård. De måtte ikke se eller snakke med de store drenge.

Elevsammensætningen var desværre ikke særlig ”social”, idet mange elever kom ude fra landet f.eks. Stige, Holmstrup og Marslev – og det var langt væk i 50’erne. Derudover var der selvfølgelig også nogle fra selve Odense. Hvorfor vi skriver: ”Ikke særlig social”, mener vi, at når skolen var overstået, så spredtes de for alle vinde – altså var der ikke særlig megen komsammen efter skoletid. Nu skal det ikke forstås, at de aldrig var sammen efter skoletid, for det var de. Men de var næsten ikke sammen om nogle fælles aktiviteter såsom f.eks. gymnastik, boldspil eller dans, idet det fandt sted, der hvor vi boede. En lille ting, som f.eks. vores kon.rmation – så blev vi jo kon.rmeret i den by, hvor vi boede – så heller ikke her var vi sammen.

”Men vi var glade for vores skole”: siger de 3 jubilarer. Skoledagen startede som i dag kl. 8.00, hvor de samledes i skolegården. De havde bestemte pladser, og stillede op i 2 rækker, hvorefter de samlet gik ind i klassen. Da de startede i det, der dengang hed mellemskolen – var der 36 elever i klassen. Så snakker vi i dag om høje klassekvotienter. De startede dagen med morgensang i forhallen (de største klasser bagerst), hvor Kaj Mollerup sang for og derefter gav os forskellige beskeder.

De kan alle erindre deres skole, som meget disciplinær. Vi elever havde meget stor respekt for både lærere og vores forstander. F.eks. kan vi nævne, at når vores lærer kom ind i klassen, rejste vi os alle op og hilste, og vi satte os først ned, når læreren havde givet os lov.

Ja – en sådan artikel kan sætte mange tanker i gang og selvfølgelig var ikke alle lærerne lige populære – ja nogle syntes de, var alt for strenge i deres måde at lede undervisningen på. Alle 3 er dog enige om, at man virkelig lærte meget, som de har haft stor glæde af senere i deres uddannelse. Især har de haft glæde af deres megen terperi i engelsk, tysk og ikke mindst matematik. Der var vist ikke mange i klassen, som ikke var bange for frk. Kruuse, som de havde i tysk. Men også fag som naturhistorie, som vi kaldte det dengang, hvor de havde frk. Jespersen K. Jesper. Der var Blangsted til dansk, Seeberg til religion og Jensen til sang – han var for øvrigt 1. koncertmester i Odense Byorkester. MEN i de sidste år de gik i skolen, var det ligesom, der skete en lille forandring, idet der pludselig kom flere yngre lærere, som så lidt mere moderne på tingene. Bl.a. fik vi en ung nyuddannet gymnastiklærerinde frk. Lehn Simonsen og Bodil Fulgsang. De kom som et frisk pust, idet aldersforskellen mellem elever og lærere lige pludselig ikke var så stor. Apropos gymnastik: om sommeren havde de forsk. boldspil, som jo ikke kunne foregå på skolen – jo ikke havde nogle grønne områder, hvor der kunne spilles bold. Derfor gik vi hele vejen ud i Kochsgade til B1909’s baner, hvor de så spillede langbold eller rundbold – og så gik de hele vejen hjem til skolen igen.

Men som de 3 siger: Så var det ikke altid streng disciplin. Der var mange gode traditioner f.eks. drog de hvert år i september på ud.ugt med Dannebrog i spidsen. De var f.eks. på tur i det sydfynske øhav eller med tog til Kolding. Derfra med skib til et dejlig sted ved Kolding fjord. Skolen afholdt også et årligt skolebal, som altid fandt sted på Fyns Forsamlinghus i Kongensgade/ Dronningsgade (eksisterer ikke i dag). På denne aften mødte alle selvfølgelig op i stiveste puds, og de havde lov til at invitere en dreng med – så der var nogen at danse med. Forskellige elever optrådte for os elever og vore forældre, som jo selvfølgelig var med.

Skolens festlige afslutning foregik også dengang i skolegården – og så vidt, de husker, var det altid solskin. Alle elever mødte op med forældre. Forrest sad eleverne fra Studenterkurserne og realisterne. Disse sad altid på de første rækker, iført hvide kjoler. Som indledning blæste 2 af skolens lærere på de gamle lurer, og derefter blev der selvfølgelig talt og sunget og til sidst fik de afsluttende elever overrakt deres eksamensbevis. Det var selvfølgelig med stor vemod, at alle tog afsked med hinanden, for nu skulle et nyt kapitel begynde i deres liv.

Når ”de 3” tænker tilbage på skoletiden for 50 år siden og sammenligner med skolen i dag, så kan de, som nogle ”unge bedstemødre” nok engang imellem tænke, om forholdet mellem skolen og elever måske er ”lidt for frit”

Nu efter 50 år ser vi nok vores skolegang i et mere ”lyserødt” skær, men det var nu en dejlig tid, og som tidligere nævnt, så var vi glade for vores skole, og vi føler virkelig, at vi .k en god ballast med, da vi forlod skolen. Nu da skolen i år har 125 års jubilæum, ønsker vi alle fra 1954-årgangen skolen hjertelig tillykke og alt muligt held i fremtiden.

De 3 fra årgang 1954

Lis Borch Jensen, Lise Haag og Ingrid Thorslund

MJS 1969 –

Marie Jørgensens Pigeskole og Drengeskole havde siden 1914 ligget ved siden af hinanden som to selvstændige skoler med hver sin ledelse.
For at sikre den bedste drift og de bedste økonomiske vilkår i fremtiden blev de to skoleledere enige om at oprette en selvejende institution, som blev en realitet 1. april 1965. Den bestod af Marie Jørgensens Pigeskole med Odense Studenterkursus og Marie Jørgensens Drengeskole med Kursus af 1878, som var et toårigt realeksamenskursus for unge voksne.

I 1969 blev Marie Jørgensens Pigeskole og Marie Jørgensens Drengeskole samlet til en fællesskole med Viggo Bach som skoleleder.
De to kurser fortsatte som en selvstændig afdeling indtil 1978, da de blev nedlagt.
Skolen bestod af tre afdelinger:
Børnehaveklasserne, som var beregnet til børn, der havde et år tilbage, inden de kunne begynde i 1. klasse.
Hovedskolen bestod af syv etårige klasser.
Efter 7. klasse blev beslutningen taget om, hvilken afdeling af overbygningen eleverne skulle gå i.
Overbygningen bestod af 8.– 10.klasserne og realafdelingen. Efter 9. eller 10. klasse blev der afholdt statskontrollerede prøver. Realafdelingen bestod af 1. – 3. realklasse og afsluttedes med realeksamen.

Ved sammenlægningen var der få elever i hovedskolen, men mange i overbygningen. Dette forhold blev i løbet af 70erne ændret, idet der var god tilgang af elever til hovedskolen. En egentlig to-sporet skole fra børnehaveklasse til 10.årgang blev en målsætning fra 1989 og realiseret 1995.

September måned 1970 blev stiftet en forældreforening, som igennem årene har lavet forskellige arrangementer til gavn for skolen.

I foråret 1974 blev det nybyggede trappetårn med skolens nye hovedindgang taget i brug. Samtidig blev indrettet et nyt biologilokale, og i de følgende år blev udført forskellige forbedringer vedrørende brandsikring af de to bygninger.
I 1975 vedtog Folketinget en ny skolelov, som skolen de næste år indrettede sig efter.
Skolen kom nu til at bestå af en børnehaveafdeling, 1.– 9. kl. samt 10. kl.
Der var visse ændringer med fagenes placering i løbet af skoleforløbet. Bl.a. blev historie, geogra. og biologi ikke obligatorisk i 8.- 9. årgang, men der kom et nyt fag, samtidsorientering. Der blev undervist i fællesfag i 1. – 7. kl., men i 8. – 10 kl. fandtes også de kursusdelte fag: matematik, fysik/kemi, engelsk og tysk. Desuden blev der oprettet forskellige valgfag, bl.a. latin, elektronik, maskinskrivning, sløjd, historie, biologi og geografi
. Efter 9.kl. kunne eleverne frivilligt indstille sig til afgangsprøven, og efter 10. kl. den udvidede afgangsprøve. Som en følge af den nye skolelov blev realeksamen afholdt for sidste gang i 1979.

Det var også dette år, at det den 1. september var 100 år siden, at Marie Jørgensen havde begyndt sin skole. Det blev festligholdt på forskellig vis, bl.a. med et par emnedage, hvor eleverne fik indblik i det at gå i skole i gamle dage samt en udstilling over skolens historie.
Desuden blev udsendt et jubilæumsskrift: Marie Jørgensens Skole 100 år.

I løbet af årene blev der traditioner for hytteture, lejrskoler og udlandsrejser.
Det var især i de mindre klasser, at det blev almindeligt med 2 – 3 dages hytteture til forskellige steder på Fyn.
Lejrskolen i 6. eller 7. årgang var obligatorisk. I løbet af årene blev den afholdt flere forskellige steder i landet, bl.a. Vork Bakker, Hornstrup lejrskolecenter, Ømborg og Bornholm. Udlandsrejserne for 9. eller 10. årgang foregik til forskellige lande i Europa. I en årrække var London og Berlin populære rejsemål, men Østrig, Ungarn, Prag og Norge blev også senere foretrukne rejsemål.

Fra begyndelsen af skoleåret 1980 begyndte under meget enkle forhold opbygningen af et skolebibliotek, som i løbet af få år voksede, så det blev nødvendigt med en ombygning for at give bedre plads.
Idrætsundervisningen for 8. – 10 kl. havde efterhånden meget trange forhold, så det blev nødvendigt at leje idrætshallen i Bolbro, senere Skt. Jørgens hallen.

En tiltrængt renovering af skolekøkkenet blev foretaget i 1984. Det var også dette år, at datalære blev tilbudt som valgfag for 8. – 10. kl.

Efter sommerferien i 1984 kunne skolen tilbyde pasningsordning efter undervisningstiden for eleverne i børnehaveklassen, 1. og 2. klasse.
Kun få elever benyttede sig af ordningen frem til 1989, hvor behovet voksede. Det blev nødvendigt at udvide både med personale og lokaler. Året efter kom skolen med i den kommunale tilskudsordning, hvilket medførte at åbningstiderne blev udvidet. Der var nu åbent fra kl. 7 – 8 og kl. 12 – 17, ikke alene på skoledage, men også i en del af ferierne, undtagen på helligdage Eleverne i skolefritidsordningen, som den nu blev kaldt, havde mulighed for selv at være beskæftiget, men der blev arrangeret mange forskellige aktiviteter ikke alene på skolens område, men også ud i byen. Ligeledes blev tilbudt, at der kunne deltages i en sommerlejr i skolens sommerferie.

I efteråret 1985 blev den lille legeplads ved Nyenstadbygningen bygget om, idet den blev indrettet, så de yngste klasser havde .ere muligheder for aktiviteter i frikvarterene.

Et skoleår var naturligvis præget af den almindelige undervisning, som stadig var det bærende fundament for skolen. Der blev lagt vægt på tryghed, gode omgangsformer og en solid faglig undervisning.
Igennem 1970erne var der tiltag til forskellige arrangementer, som gav nogle anderledes oplevelser, som også hørte med til det at gå i skole.
Der blev arrangeret idrætsstævner, musik for de små og de ældste elever, trimløb, temadage eller temauge enten for årgange eller for hele skolen. Ligeledes fik 9. og 10. årgang mulighed for at komme i erhvervspraktik i en uges tid. Det blev også almindeligt, at især de ældste klasser a.agde besøg på forskellige arbejdspladser eller institutioner.

Datalære havde efterhånden udviklet sig i takt med det omkringliggende samfund. Flere elever havde selv anskaffet sig en computer, og skolen havde i løbet af årene indkøbt nogle, som nu skulle inddrages som et redskab i den almindelige undervisning, hvor det kunne lade sig gøre. Dette medførte, at i 1993 blev indrettet selvstændigt computerlokale.

I 1994 blev vedtaget en ny skolelov, som bl.a. medførte, at der blev indført et nyt fag, natur og teknik, for 3. – 6. årgang. Desuden blev projektopgaven i slutningen af 9. og 10. årgang obligatorisk. Ved denne prøve skulle eleverne enten alene eller sammen med andre belyse et emne. De skulle nu selv søge materiale, bearbejde det og videregive resultatet for klassen. Det krævede, at de kunne arbejde selvstændigt og tage stilling til emnet.

10. klasse var et frivilligt skoleår. I 1987 begyndte eleverne og lærerne i denne årgang, at organisere en anden form for undervisning.
De første fire dage af ugen blev der undervist i de prøveforberedende fag, men fredagen blev anvendt til tværfagsdag. I fællesskab valgte eleverne emner, som der blev arbejdet med i løbet af skoleåret.
Eleverne lærte at samarbejde og være opsøgende, idet emnerne ofte krævede udadvendte aktiviteter.
Tværfagsdagene blev en succes, så i 1995 blev 10. årgang omstruktureret, idet skoleåret blev opdelt i kursusuger og projektuger.
I kursusugerne bliver undervist i de prøveforberedede fag. Projektugerne vil være uden fag, men hvor eleverne under givne rammer bliver medbestemmende og gjort ansvarlige over for det emne, de vælger at arbejde med.
Samtidig blev der kun få lærere omkring den enkelte klasse, hvilket indebar, at der blev en tættere kontakt mellem eleverne og lærerne samt en højere grad af sammenhæng i undervisningen.

Skolens leder siden 1969,Viggo Bach, gik i 1989 på pension. Som ny skoleleder tiltrådte Poul Knudsen, der havde været viceinspektør ved skolen siden 1985.

Skoledagen havde gennem mange år været delt op i 45 minutters lektioner med 10 – 15 minutters frikvarterer imellem. I 1989 begyndte en modulordning, som indebar, at der var 80 minutter undervisning efterfulgt af 30 minutter frikvarter. Der var visse indkøringsproblemer, især for de mindre klasser, men det viste sig i løbet af en kort periode, at ordningen fungerede godt. Det havde den fordel, at eleverne .k færre forskellige fag på en dag, men til gengæld blev der bedre tid til fordybelse i stoffet i de forskellige fag.

Legeplads for de yngste elever ved Nyenstadbygningen bød efterhånden kun på få aktivitetsmuligheder og svarede ikke til det aktuelle behov. Eleverne i 1. – 3. årgang blev derfor spurgt om, hvad de kunne tænke sig, at den nye legepladsen skulle indeholde. Der kom flere gode forslag , men det lykkedes at tilgodese de fleste.
Med stor hjælp fra forældre med børn i fritidsordningen blev den gamle legeplads revet ned og klargjort, så den nye kunne bygges op.
Den var klar i begyndelsen af 1995 og blev omgående meget anvendt.

I november 1998 kunne skolen indvie en ny tilbygning, som er en enlænget bygning i toetagers højde. Den indeholder en stor gymnastiksal med toilet og omklædningsrum i kælderetagen. I stueetagen .ndes tre klasselokaler og garderobe, mens førstesalen bliver anvendt til fritidsordningen. Nu fik skolen en god stor gymnastiksal på omkring 400 kvadratmeter, som ikke alene kunne anvendes til gymnastik og boldspil, men hvor alle skolens 370 elever kan samles på en gang til forskellige arrangementer, som f.eks. forårskoncerten, andre musikarrangementer i løbet af året samt skolens afslutning ved sommerferiens begyndelse i tilfælde af, at det var dårligt vejr.
Desuden havde fritidsordningen fået bedre plads, hvilket også var nødvendigt, da ordningen efterhånden havde besøg af 100 elever hver dag.

Igennem en årrække havde eksisteret et elevråd. I slutningen af 1990erne satte det flere forskellige afvekslende arrangementer i gang, bl.a. et orienteringsløb for hele skolen samt fester for såvel de yngste som ældste elever. Overskuddet fra fester blev anvendt til elevrådets arbejde samt tilskud til indretningen af skolegården, bl.a. basketkurve.

Oversigt over MJS 1969 –

1969. Pigeskolen og Drengeskolen blev fællesskole under ledelse af skolebestyrer Viggo Bach.

1970. Forældre og lærerforeningen stiftedes.

1974. Det nye trappetårn med hovedindgang blev indviet.

1975. Den nye skolelov medførte, at skolen nu bestod af børnehaveafdelingen, 1. – 9. årgang samt 10.årgang, som var et frivilligt skoleår. Efter 9. kl. kunne elever melde sig til afgangsprøven, og efter 10. kl. til den udvidede afgangsprøve. Begge prøver var frivillige.

1979. Realeksamen blev afholdt for sidste gang. Skolen fejrede 100 års jubilæum. Odense Studenterkursus og Kursus af 1878, som var et realeksamenskursus, stoppede. 1980. Skolebiblioteket begyndte udlån af bøger til eleverne.

1982. 350 elever.

1984. Skolekøkkenet moderniseredes. Pasning af eleverne i børnehaveklassen, 1.og 2. klasse udenfor skoletiden begyndte. Dog kun til kl. 14.

1985. Ny legeplads ved Nyenstadbygningen blev oprettet.

1987. Tværfaglig undervisning i 10.kl. begyndte.

1989. Skolebestyrer Viggo Bach gik på pension, og Poul Knudsen blev ny leder af skolen.

1990. Pasningsordningen, som nu blev kaldt skolefritidsordningen, blev udvidet og kommer nu med i den kommunale tilskudsordning. 307 elever.

1991. Vinterferie i uge 8 blev indført.

1993. Computerrum blev indrettet.

1994.P.g.a. den nye skolelov indførtes faget natur og teknik for 1. – 6.kl.Projektopgaverne i 9. og 10 kl. blev obligatorisk.

1995 Omstrukturering af 10.kl., så undervisningen frem over bestod af kursusuger og projektuger. Modernisering af legepladsen ved Nyenstadbygningen. Skolen fuldt udbygget i to spor fra børnehaveklasse til 10. årgang.

1997. Ombygning af skolebiblioteket og fysiklokalet.

1998. Indvielse af tilbygningen med gymnastiksal, klasselokale samt lokaler til skolefritidsordningen. 370 elever.

Dengang vi gik i skole…(1985 – 1995)

Noget af det første vi kommer i tanke om, når vi tænker tilbage på vores tid som elever på Marie Jørgensens skole, er traditioner, autoritet, hyggeligt samværd og lidt mystik. For at starte med traditionerne så var der jo den årlige forårskoncert, hvor hver klasse kunne bidrage med en sang, juleafslutningen i Skt. Hans kirke med evangelieoplæsning og korsang, samt den meget højtidelige skoleafslutning, hvor såvel nuværende som tidligere elever deltog. Her fejredes fortiden ved lurspillet, og fremtiden ved afgangseleverne der skulle videre i livet.
I de små klasser var vores klassekvotient på 12 elever, og vi havde derfor et tæt sammenhold, som gjorde det rart at komme i skole. Dengang var vi opdraget til at rejse os, når den daværende inspektør Hr. Bak kom ind i klassen og vi tiltalte lærerne med Hr. og Fru. Senere da vi fik ny inspektør, og Poul Knudsen kom til, blev dette dog ændret… på nær vores matematiklærer der dog altid vil være Fru Brandt.
Som årene gik, kom flere og flere elever til klassen, men sammenholdet forblev stadig intakt, og de ”nye” gled stort set end og blev hurtigt en del af fællesskabet.
Da bygningerne jo var gamle, blev der fortalt mange historier om spøgelset Marie Jørgensen, der stadig huserede på skolen, især den mørke kælder under Skt. Hans bygningen og loftet på Nyenstad havde en vis mystik over sig.
Alt i alt var det en god tid vi havde på Marie Jørgensen og vi mindes den stadig med grin og positive tanker.

Med venlig hilsen
Tenna Hansen, Louise H. Jensen, Lubna Rafiq og Vibeke Hüttmann

At gå i skole i år 2004

Der er stor forskel på hvordan det er at gå i skole i dag, og før i tiden. Skolen har udviklet sig meget gennem årene på .ere områder. F.eks. lærernes måde at undervise på og undervisningen i sig selv. I dag har vi en meget mere fri undervisning, og man har meget mere ansvar for sig selv og sin egen indsats i skolen. Det er heller ikke så strengt og disciplineret som før i tiden. Der skulle man tit lære flere gloser, rim og kongerækken udenad, hvor man i dag går mere i dybden med at lære, hvordan man får viden. F.eks. ved brug af computere og internet. Vores verden er i dag meget påvirket af computerens mange muligheder, og det gælder også for skolen. Computeren er en stor del af undervisningen, og vi bruger det til at søge efter emner og oplysninger. En anden ændring er lærernes måde at undervise på. De er blevet mindre strenge og mere åbne overfor eleverne, og det kan jo kun være positivt.
Vores klasse fungerer godt. Der er ingen store kon.ikter eller problemer. Vi har et godt sammenhold og er gode til at hjælpe hinanden. Vi er ved at være færdige med grundskolen, og det kan vi godt mærke på lektierne. Vi har forholdsvis ofte projekter, hvor vi går i dybden med emner og har stile, der skal afleveres, men vi har stadig tid til venner og sjov.

Skrevet af
Louise og Didde (8.a)